skip to Main Content

Snubbekorsgård Gravplads

Historien om de virkelige vikinger på Vestegnen

På Københavns Vestegn nær Taastrup udgravede Kroppedal Museum en stor gravplads fra vikingetid kaldet Snubbekorsgård. Gravpladsen skulle vise sig at blive den største udgravede, civile gravplads fra vikingetid fundet på Sjælland.

Gravpladsen, der har navn efter en nærliggende gård, blev opdaget ved en arkæologisk prøvegravning forud for et kommunalt anlægsarbejde, og i årene 2006 til 2011 blev gravpladsen undersøgt. På det godt 2.000 m2 store område fandt museets arkæologer 48 jordfæstegrave – dvs. grave, hvor liget er lagt ubrændt ned i en trækiste eller i et hul i jorden – og knap 70 små gruber med indhold af brændte knogler og trækul, der er tolket som såkaldte ”brandgrave”.

Jordfæstegravene var i vikingetiden markeret på overfladen, formentlig med store sten. Det må have haft betydning, at gravene kunne ses. På denne måde undgik man ødelæggelse af gamle grave ved anlæggelse af nye, og samtidig kunne man huske, hvem der var begravet hvor. De store sten har sikkert også haft en vigtig signalværdi i forhold til fremmede, der passerede på alfarvej.

En gravplads for bønderne

Gravudstyret bestod blandt andet af knive, skålspænder og dragtnåle af bronze, sølvsmykker, jernbeslag fra skrin, nøgler, ildstål, tenvægte, glasperler og hvæssesten. Der var ingen våben i gravene, og der var ingen meget rige grave. Det var en gravplads for en velstillet bondebefolkning, og gravpladsen har været anlagt på en lille bakkeknold. Nord for bakkeknolden, godt en kilometer væk, ligger den nærmeste boplads, vi kender fra samtiden, på et højtliggende plateau. På bopladsen blev der i 1994 udgravet en gård, der kan følges fra yngre germansk jernalder til vikingetid.  Den er i dag markeret med hvide stolper kun et par hundrede meter fra Kroppedal Museum.

Var det ikke for den nye Vestskoven, der i dag omgiver bopladsen, ville man kunne skue fra bopladsen over på bakkeknolden med gravpladsen. Det kunne man sikkert i vikingetid, og det er nærliggende at antage, at gårdens beboere derfor blev gravlagt på gravpladsen ved Snubbekorsgård.

På gravpladsen blev de brændte og ubrændte mennesker begravet mellem hinanden. Der var begravelser i både bulkister og plankekister, og der var store forskelle i gravenes dimensioner, og hvor dybt de blev gravet ned. På den måde føjer gravpladsen sig til en efterhånden lang række af undersøgte gravpladser fra vikingetid.

Smykket fra Gotland

Noget overraskende er det dog, at folkene fra Snubbekorsgård havde nære forbindelser til egnene omkring Østersøen og Gotland. Måske kom nogle af dem ligefrem derfra. Det ses både i gravudstyret, men også via særlige kendetegn på nogle af skeletterne.

Grav 88 var gravpladsens rigest udstyrede grav. Af den døde var der kun få fragmenter af skelettet bevaret, lige akkurat nok til, at det kan bestemmes, at der er tale om en 20-30-årig. Udstyret fortæller os, at der er tale om en kvindegrav. Den dødes kjole har været holdt sammen af to skålformede bronzespænder på skuldrene. Et dyrehovedformet spænde af bronze, som fandtes midt på brystet, har måske tjent til at fastgøre et sjal. Denne smykketype med form som et bjørnehoved er meget sjælden i Danmark. På Gotland, hvor kvinderne ikke gik med skålspænder var det derimod en meget populær smykketype, som mange kvinder fik med i graven.

Måske har kvinden ønsket at kombinere den gotlandske og den sjællandske tradition. Man kan derfor spekulere over, om hun selv var fra Gotland, eller om smykket var et arvestykke fra hendes gotlandske mor eller mormor. Slid på spændet tyder på, at det var gammelt, da det kom med i graven.

En mønt i munden

I grav 18 lå en anden kvinde, hun var mellem 35 og 45 år. Kvinden blev gravlagt med skrin, jernnøgle, jernkniv, skålspænder af bronze og to tenvægte. På brystregionen blev der fundet to glasperler, et stykke sølvtråd og en sammenbukket sølvmønt. I mundhulen lå der yderligere et stykke sølvtråd og endnu en sammenbukket sølvmønt.

Blandt småtingene i graven er det mønterne, der påkalder sig den største opmærksomhed. De vidner om en tusindår gammel tradition, der fandt fodfæste igen i vikingetiden. At putte en mønt i munden på den afdøde er en skik, der optræder i den græske og romerske verden, i en periode på 1000 år omkring vores tidsregnings begyndelse. I de skriftlige kilder beskrives fænomenet som betaling til færgemanden Charon, der sejlede de døde over floden Styx til dødsriget. Indimellem findes enkeltvise mønter i vikingegrave, og det bliver ofte set som en parallel til denne skik. Det nærmere tankesæt bag skikken kender vi dog ikke, men mønterne kan sandsynligvis opfattes som noget den afdøde skulle bruge, enten i forbindelse med en videre rejse, eller som en lykkebringende amulet. Mønter i grave fra vikingetid optræder især i Østsverige, og her afspejler de formentlig kontakt til det byzantinske rige, hvor Charonskikken var mere udbredt.

arkaelogi

Besynderlige filing af tænder. I to mandegrave er der fundet fortænder, der er forsynet med dybe tværgående furer. Furerne er sandsynligvis filede med et redskab af sten eller jern.

Filede fortænder

To mandsgrave skiller sig ud på grund af de dødes fortænder.

I grav 45 lå et ca. 25-årigt menneske. Ud fra gravudstyret at dømme, er der tale om en mand. Der var kun bevaret få knoglestumper, blandt andet en intakt underkæbe, og enkelte tænder fra overmunden. På mandens øverste fortand ses tre dybe tværgående furer.

I grav 277 lå en meget høj mand på ca. 185 cm i alderen 25-30 år. På hans højre, centrale fortand i overmunden ses to dybe tværgående furer. Furerne er sandsynligvis filede i tanden med et redskab af sten eller jern.

Denne besynderlige filing af fortænderne er tidligere observeret på enkelte danske og flere svenske skeletter fra vikingetid, og for nylig også i en massegrav i England. Der er i alle tilfælde tale om mænd. Skikken var særligt udbredt på Gotland, og den svenske forsker Caroline Arcini, der har studeret fænomenet mener, at der kan være tale om en bevidst markering af et tilhørsforhold, f.eks. at man tilhørte en bestemt samfundsgruppe. Måske var furerne på tænderne en markering af en bestemt tro eller religiøs overbevisning? Det er dog endnu ikke lykkedes at finde en overbevisende fællesnævner mellem individerne med filede tænder.

Hunden med i himlen

På Snubbekorsgård fik de to mænd som de eneste på gravpladsen følgeskab af dyr i graven. Den døde i grav 45 blev begravet sammen med en hund. I grav 277 lå der et forben fra et får oven på en vinge fra en grågås. Det kan selvfølgelig tolkes som en lidt tarvelig ”madpakke”, men skal måske nærmere ses som et egentlig dyreoffer i lighed med hunden.

Vikingernes tanker bag at lægge mønter i graven til de døde og file tænder på de levende, kender vi ikke, men sammen med det gotlandske bjørnespænde vidner de filede tænder og Charonsmønterne om nære forbindelser mellem vikingerne fra Snubbekorsgård og det nuværende svenske Østersøområde. Måske nogle af de sjællandske vikinger kom fra Gotland, og tog deres skikke med sig?

Mere information

VIKINGEBRO

VIKINGEBRO er placeret i Store Vejleådalen mellem Vikingelandsbyen i Albertslund og Kroppedal Museum

  Find vej

  kontakt@vikingebro.dk

  telefonnummer

  facebook.com/vikingebro

arkaelogi_lille Se flere billeder her