skip to Main Content

DANMARKS LÆNGSTE VIKINGEBRO OG -VEJ

Nu bliver vikingerne vakt til live i en helt ny kultur- og naturattraktion på Københavns Vestegn. Fra 2017-2019 bliver Danmarks længste vikingebro og -vej opført tværs over den naturskønne Store Vejleådalen mellem Høje-Taastrup og Albertslund kommuner. Vikingebro bliver opført af Kroppedal Museum og Vikingelandsbyen i Albertslund.

Når den i alt 700 meter lange vej- og brokonstruktion er færdigbygget i 2019, vil den stå som en imponerende levendegørelse af vikingernes infrastruktur og håndværk. Ingen andre steder i verden kender vi til lignende rekonstruktioner, og stort set samtlige 700 meter  bliver bygget med håndkraft og med vikingernes værktøj og teknikker.

Broen bliver opført med inspiration i broen over Ravning Enge ved Vejle  – et af Harald Blåtands store bygningsværker fra omkring 980, som dog ikke eksisterer længere. Vejforløbet vil blive bygget i forskellige materialer og vil give indblik i, hvordan vikingerne har færdedes ad både stenbrolagt vej, svellevej, hulvej og gren- og risvej.

Vikingebro er et borgerdrevet projekt, hvor alle kan blive aktive ”brobissere”. Skoleklasser, foreninger og private borgere kan løbende være med i forskellige brobyggerforløb…

Børn, borgere og brobissere

Når det hele står opført vil flere tusinder skolebørn og frivillige borgere have været med i byggeprocessen: Fra den første bropille bliver rejst i den sumpede jord til den sidste vejsvelle bliver lagt, så man tørskoet kan færdes mellem Kroppedal Museum og Vikingelandsbyen, er Vikingebro et borgerdrevet projekt, hvor alle kan blive aktive ”brobissere”. Skoleklasser, foreninger og private borgere kan løbende være med i forskellige brobyggerforløb, hvor kyndige håndværkere, naturvejledere, syersker og guides, står parate til at lære fra sig af vikingernes håndværk, naturpleje og tekstilfremstilling. Se her, hvordan du bliver frivillig medbygger eller booker skoleforløb.

Natur, historie og fiktion smelter sammen

Som byggeriet skrider frem, vil flere oplevelsestilbud og aktiviteter blive tilgængelige. En mobilapplikation vil udfolde fire vikingers liv på Vestegnen for 1000 år siden i et dramatiseret univers mellem fiktion og fakta, og børn og barnlige sjæle vil selv kunne filme og uploade deres egen vikingefilm – optaget i autentiske vikingekulisser. Mobilapplikationen udstyres desuden med en interaktiv applikation om naturen og årstiderne i ådalen og i Vestskoven – både dengang og i dag. Og på Kroppedal Museum vil en helt ny vikingeudstilling vise og formidle de arkæologiske fund, der er blevet gjort i lokalområdet og som kan gøre os klogere på vikingernes handel og kulturelle forbindelser.

Nordea-fonden har uddelt midler til finansieringen af Vikingebro, ligesom at også Friluftsrådet, Høje-Taastrup Kommune og Albertslund Kommune gavmildt har støttet projektet.

Velkommen til Vikingebro!